Virginia Wolf – To the Lighthouse

På et tidspunkt senere i mit liv må jeg læse denne bog igen. For jeg er ganske enkelt ikke sikker på, at jeg har forstået den; det vil sige fået fat i alle nuancerne, mellemregninger, pointerne, silketrådene der samler den, den kunstneriske vævning etc.

Det er ikke tit, at jeg har oplevet det, men denne ‘stream of consciousness’ fra én af de allermest kendte, kvindelige forfattere overhovedet efterlader mig kæmpende – for i hvis hoved er vi nu, hvem tænkes der på og hvem tales der om? Hvem er det, der nu føler det hér, og hvem er det, der nu associerer sådan her?

Jeg kan ikke følge med. Måske skulle jeg bare sætte læsehastigheden ned – meget ned. Medgivet. Måske handler det om, at jeg ikke blot overgiver og ‘glider med strømmen’ så at sige, der ikke har noget samlende plot.

Wolf skriver sindets bølgegange, spring og skift frem på blændende vis. Livet er vitterlig en mystisk omgang. Og hvordan skulle man kunne beskrive eller nærme sig det ad mere lige veje? Måske er Wolf’ roman helt uproblematisk og entydig god – for den er også god – for andre læsere. Men især udfordrende for mig.

Læs selv og find ud af, om de overhovedet nåede ud til fyrtårnet, hvorfor de egentlig ville af sted, hvorfor den handler om kvinders emancipation, hvad Mr. og Mrs. Ramsey egentlig siger om sig selv, hinanden og ægteskabet, og hvad Lily Briscoe og hendes forsøg på at male handler om. Og alle de andre svar, du måske kan læse ud af Wolf’ roman-lange essayistiske associations-amok.


Udgivet

i

af

Tags: