Ursula Reuter Christiansen: Skarpretteren

Bliver kvinder ofret på mandens og børnenes alter? Lader de sig ofre?

Den 35 min. lange film (begynd med at se den!) er langsom og symbolladet. Den har noget sfærisk, drømmende og flydende over sig. Men den handler om noget meget konkret: kvindens liv og rolle. Nu og før. I morgen og fra tidernes morgen.

Den består af enkeltstående scener, der antyder et forløb, der dog er svært at huske efterfølgende, som viser (ur)kvinden uden børn, gravid og med børn – og hele vejen i (dobbelt) afhængighedsforhold til manden og børnene. Hun hader ham – men søger ham. Hun frastødes – og tiltrækkes. Hun lader frivilligt børnene diktere hendes liv – eller gør hun? Hun kvæler sig selv i omsorgen for andre – eller gør hun? Kvinden lader sig ofre frivilligt til sidst i filmen – eller gør hun? Og hvilken kvinderolle er det, der får hovedet hugget af?

Alle de dobbeltheder blev Ursula Reuter Christiansen vist upopulær på i sin tid, hvor en entydig kamp i mod patriarkatet var eneste hellige vej og sårbarhed yt.

Udstillingen er bygget op om filmen – stillbilleder, plakater, silketryk, interviews. rekvisitter, synops, ansøgninger, klæder etc. (SMK har købt alt – dette ér et feministisk hovedværk i dansk kunst).

Ursula Reuter Chrsitiansens film er tidstypisk for de tidligere 1970´ere, men samtidigt uden for tid. Hendes dagsorden er en grundlæggende fortælling om kvindens/det feminines plads i vores verden. Kvinderollen som den historisk er blevet udlagt. Med #metoo kun – og desværre og nedslående nok – endnu mere aktuel end nogensinde.

Udgangsreplikken er dog opløftende: “Fat mod! Det næste store øjeblik i historien tilhører os.” Måske dén linie egentlig løftede filmen et helt niveau?

En udstilling, der bør ses, tænker jeg.

Eneste aber dabei: kunne dette vigtige hovedværk have været sat imod/i sammenhæng med andre værker/kunstnere/offentlig debat. Her er den i hvert fald i sit eget rum. Det er sådan set helt fortjent. Måske den kunne have fået mere.


Udgivet

i

af

Tags: