Når verden bryder sammen

Pema Chödron – Når verden bryder sammen

Chödron begyndte sine studier hos Lama Chime Rinpoche i London i begyndelsen af 1960´erne, og var altså bandt nogle af de første interesserede vesterlændinge, da den tibetanske buddhisme kom til Vesten. Senere blev hun én af Chögyam Trungpa Rinpoches vigtigste elever.

Hvor dharma´en jo altid er dharma´en uanset formidleren, så har hver lærer sin egen stil, sin særegne tone og måde at formidle på. Chödron har i alle sine bøger formået at mestre kunsten i at være både ligefrem og letlæselig og samtidigt dyb og tro imod traditionen. Ofte er bøgerne en redigeret version af optagelser fra hendes undervisning, hvilket givet bidrager til ligefremheden.

I denne bog kredser hun omkring begrebet ´maitri´/kærlig venlighed overfor en selv og den frygtløst medfølende holdning over for såvel egen som andre smerte, denne bærer med sig. Hovedpointen er, skriver hun i forordet, at ´vi har brug for at blive mindet om og opmuntret til at finde ro i det, der kommer, uanset hvad det er, og gøre alt, hvad der møder os, til en del af vejen.´ Livers mange store og små kaossituationer og fortrædeligheder er – hvis vi tør være vågne og til stede – en vejviser til visdom.

Som altid er hun god til at lade sin indføring i de buddhistiske tage udgangspunkt i hendes egne erfaringer og de konkrete problemstillinger, vi alle kan genkende fra vores egne liv.


Udgivet

i

af

Tags: