Patti Smith – live på MoMa (og en del om Just Kids)

Pludselig stod hun dér! Eller det vil sige vi ikke kunne se, at det var hende, for vi stod nogle etager oppe. Men det forlød, at det var Patti Smith, der stod klar til at begynde foran mikrofonen dér nede i MoMas forhal. Så vi skyndte os ned – og fik på nært hold en times intimkoncert med én af rockens allerstørste kvindeskikkelser forærende.

Jeg læste hendes selvbiografi ‘Just Kids’ (vinder af den prestigefyldte National Book Award for bedste non-fiction titel), da den udkom tilbage i 2010. Det er en meget poetisk og atmosfæremættet bog om hendes ankomst til New York City i 1967 som 20-årig kunstner-in-spe uden en øre på lommen, men høj på Blake, Baudelaire og Beatnikkerne Burroughs, Ginsberg og Kerouac, hendes møde med og partnerskab med den senere så berømte fotograf Robert Mapplethorpe (deres dybe kærlighed er meget, meget rørende og inspirerende!), kunstnerlivet, drømmene og visionerne i 1960’erne og 70’ernes New York, hendes pladedebut (den spændende ‘Horses’) og scenen generelt dengang med Andy Warhol, Lou Reed og alle de andre vilde New York’ere.

Dér på Moma stod hun nærmest androgynt sej og rå klædt i sorte jeans, sort habitjakke og kraftige støvler med hendes lange, grå hår flagrende løst, men samtidigt følsom og sårbar. Hendes stemme var overraskende fyldig og stor. Hun sang en række af hendes egne numre. Hun sang John Lennons ‘Grow Old With Me’ (hulk!). Hun læste lyrik op. Hun agiterede for aktivisme. Hun emmede at ægthed og integritet.

Det var en stor oplevelse at læse hendes bog; og det var en tilsvarende stor, stor oplevelse at være i hendes selskab dér på Moma.


Udgivet

i

af

Tags: