Ravn kalder romanen en ‘arbejdspladsroman fra det 22. århundrede’, og trækker dermed både tråde tilbage til den politiske litteratur i 1970’erne og frem til sci fi anno i morgen. Begge dele for at ramme nutiden ind: arbejdsmarkedet er et mindre helvede, hvor det følende, sansende og frit og kritiske tænkende menneske ikke kan overleve med intakt ære og integritet.
Scenen er ellers sat på Det Sekstusinde Skib, hvor både menneske og de menneskelignende aftjener deres job-værnepligt. Skibet er somewhere langt væk i space, og alle ved, at de aldrig kommer tilbage til Jorden igen. Bogen er uddrag fra 102 styk neutrale og realistiske vidneudsagn fra de lakonisk-registrerende ansatte. Apati, opgivelse og fremmedgørelse ligger imellem alle linier, imens dagligdag, jobfunktioner og tanker om eksistens og mulig fremtid afleveres. På planeten Nyopdagelsen opsamles en række genstande, der oplevelses som næsten-levende, hvilket får både mennesker og de menneskelignende til at begynde at nære følelser for genstandende.
Gennemført sci-fi, som handler om os her og nu og de forhold, vi arbejder under. De menneskelignende er bedst til at leve livet på skibet og udfører jobfunktionerne. De ved, hvad de skal, indstillet på at effektivisere og følge anvisninger til punkt og prikke, at de er en programmering, der kan opdateres efter behov, og i øvrigt ikke belastet af minder og følelser. Vi bliver nødt til at afsige os vores menneskelighed, blive ikke-mennesker, eller menneske-lignende, for at kunne fungere med på arbejdsmarkedet.
Der er en sirlig konsekvens i tekststykkerne. Det er en flot, koncept-stramt komponeret bog, der samtidig er både fin og poetisk, og formmæssigt svævende langt over det tunge og vigtige tema og arbejdspladsromanerne fra 1970’erne.
Skræmmende smuk.