En rørende og elegant komponeret fortælling om liv, kærlighed (selvfølgelig!), eksistens og død.
Leo Gursky elskede Alma hjemme i Polen før 2. verdenskrig. Han blev ved med at elske hende – også selvom hun giftede sig en anden mand (sgu’), fordi Leo var for lang tid om at undslippe Holocaust og komme til New York, hvor Alma var flygtet til tidligere. Leo elskede Alma hele sit liv. Forblev hende tro.
Leo Gursky skrev et manuskriptet til en roman til Alma i Polen (The history of love), som han overlod til sin bedste ven at redde. Vennen fortalte Leo, at manuskriptet gik tabt, og udgav det senere under eget navn. Nu er Leo Gursky i 80’erne og hans liv er ved at rinde ud. Uden sit livs kærlighed. Uden bogen han skrev. Uden ret meget andet end minder om en tabt kærlighed og et forsvundet manuskript. Han er ikke bitter. Han er stoisk og nøgtern.
Samtidigt i New York lever 14-årige Alma, der er opkaldt efter en karaktér i bog, hendes far elskede. Hun er nysgerrig og livlig. Jo, det ér Leo Gurskys bog, og Alma er opkaldt efter Leo Gurskys store kærlighed, der giftede sig med en anden (sgu’). Leo Guskys bedste ven udgav bogen i eget navn på spansk, og Almas mor får, ud af det blå, til opgave at oversætte den til engelsk. Alma kan derfor begynde at samle brikkerne.
Således løber historierne langsomt sammen, spændingen stiger (hvordan hænger det alt sammen sammen?), liv i flere aldre spejles, kærlighed og eksistens tumles. Hvordan overlever vi et Holocaust og tabet af den store kærlighed? Hvordan bliver man voksen? Hvad er kærlighed og troskab (Gursky finder den gamle Alma og sidder ved hendes seng, da hun ligger for døden)? Hvad og hvem glemmer vi efterhånden som vi går igennem vores liv? Forstår vi nogensinde et andet mennesket – eller os selv?
Krauss skriver levende, og formår at blande Leo Gurskys gamle og Almas unge stemme på fin måde. Meget opslugende bog.