Naomi Klein – Nej er ikke nok

Jeg fik ikke i sin tid læst No Logo, Kleins gennembrudsbog tilbage fra 2000, men The Shock Doctrine fra 2007 gjorde et massivt indtryk på mig. Her viste hun med imponerende overblik og sans for et kæde forskellige trends og bevægelser sammen, hvordan den neoliberalistiske agenda (sæt det private marked helt frit, lad dyr og miljø sejle deres egen sø, sænk skatterne for de rigeste og spar det offentlige ned under gulvbrædderne) på de mest sindrige måder har spredt sig ud over hele kloden siden midt i 1970´erne.

På mere end sindrige måde faktisk: For katastrofekapitalisterne i det amerikanske industrielle-militære-kompleks har ikke være blege for selv at hjælpe katastroferne på vej, så de kunne få gang i deres forretninger.

Med Nej er ikke nok sætter Klein fokus på Trump og højreopulismen generelt, og konstaterer, at højrepopulismen netop ´blot´ er symptomet på, at almindelige mennesker verden er alvorligt desorienteret og bange efter er blevet kørt over af den globaliserings-maskine og div. shock, der kommer den rigeste 1% til gode.

I Nej er ikke nok trækker Klein – atter har hun skrevet akademisk research i et levende, og passioneret sprog – trådene tilbage til kuppet i Chile over krigene i Irak, orkankatastrofen Katrina og Grækenlands næsten-fallit til Trump, dvs. hun blotlægger kirurgisk, hvordan katastrofekapitalismens tænkning (vævet sammen med det industrielle-militære-kompleks, dvs. bla. Firmaer som Halliburton og BlackWater) med Trump har fået sat prikken over i´et: selve præsidentposten. Fem af hans ministre har fx fortid i Goldman Sachs. Wilbur Ross, forretningsmand kendt for hans konkursrytteri, er handelsminister. Den forhenværende direktør for ExxonMobil, Rex Tillerson, er udenrigsminister. Hvis det private erhvervsliv tidligere har trukket i trådene ude fra kulisen, så er de nu endt i selve kontorerne.

Det er skræmmende læsning. Kleins bog er en opfordring til handling. Til samling. For hvis ikke miljøaktivister, feminister, antiracister, sociale bevægelser mv. forstår at samle sig meget hurtigt, så er det snart for sent at stoppe højrepopulismen. Hvis nogen efter endt læsning har mere lyst til at gå ned i kælderen og vende sig til mørket, kan jeg næsten ikke fortænke dem i det – det står langt, langt værre til end, hvad de fleste af os går og tror.