Som heteroseksuel mand er der noget selvfølgeligt nærende, inspirerende og pirrende ved at se på kvinder. Påklædte kvinder, nøgne kvinder og kvinder delvist i skygger, bag slør, ansigtsløse kvinder, kvinders ankler og hænder, kvinders øjne…det kvindelige er dragende.
Og alt dét får man i Mørchs bog. Men det er tydeligt, at Mørchs bog er af en kvinde, med kvinder og i første omgang for kvinder – der er her et projekt, der vil tage den kvindelige krop og dens dragende sensualitet tilbage; tage ejerskab; vise kvinden frem, som de ser sig selv; den er et blik ind i kvinders tankeverden, selvbilleder, hemmeligheder og historier; en nærmen sig deres drømme og længsler indefra.
Det er en svær balancegang, for kan netop dé ambitioner indfries (paradokset!) med endnu en bog med (halv)nøgne kvinder? Jeg tror, jeg synes, at det lykkes.
Den er billedmæssigt sensuel, sanselig, poetisk og stilfuld, og Mørchs tekster kredser om vigtige temaer og spørgsmål, der i høj grad er med til at få det til at lykkes:
Hvem er rovdyr og hvem er bytte? Hvad betyder dette ar fra et kejsersnit? Hvor smukt er det uperfekte? Kan skønhed være vild og uforudsigelig? Hvilken forbindelse har den nøgne, sensuelle krop til kreativitet, nysgerrighed og kraft? Hvor subtil kan det sensuelle være – hvor bramfri? Hvor går grænserne imellem selvet, kroppen og samfundet? Hvordan er kvindens sensualitet, når den er på egen præmisser og ikke er rettet (pleasende?) imod en anden (mand)? Hvordan ser en naturlig og jordnær sensualitet ud?
I første omgang for kvinder, skrev jeg. Men måske netop dérfor i høj grad for mænd, der vil blive klogere på kvinder. Så vi mænd i – endnu – højere grad ikke kun kan se på kvinder med det begærlige, men også med det kærlige blik. Meget tyder på, at det er nødvendigt – #metoo.
Skriv et svar