Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Anspændt. Aggressiv. Skinger. Skjult bag en facade.

Indrømmet. Jeg har virkelig aldrig holdt af Leonora Christine Skov. Og hvad værre er – jeg har aldrig læst hende, for mit lidet flatterende indtryk blev dannet af hendes ageren som anmelder og debattør, inden jeg egentlig lærte titlerne på hendes egne bøger at kende.

Nu har jeg ikke kun mødt hende, jeg har også læst hende. Hun talte forleden i byens bedste boghandler, Thiemers i Tullinsgade, hvor hun virkede forløst, let om hjertet og meget mindre anspændt (grounded kan man dog ikke kalde hende), og hverken aggressiv eller skinger (hvem vil i øvrigt egentlig gerne være dét?). Og jeg læste hendes autofiktive bog hurtigt over en håndfuld dage. For det er en god bog.

Forfatteren er gennemført selvretfærdig forurettet. Det er hendes sorgfulde historie, som hun har ventet et halvt liv på at kunne fortælle (fremfor at skrive den indirekte, hvilket hun åbenbart har gjort i hendes tidligere bøger, inden moderen døde). Hvis bare halvdelen er sandt, så forstår man dog godt både sorgen og forurettetheden – min Gud for nogle modbydelige forældre!

Det er en velskreven, veldoseret og velkomponeret bog. Og en elementært spændende coming of age-bog, der begynder i søvnige Helsinge i 1970’erne. Jeg er kun en håndfuld år ældre end hende, så for mit vedkommende er det sært vedkommende og overaskende genkendeligt at høre om hendes provins-klaustrofobi i 1980’erne. Mit Helsingør var givet større på flere måder end hendes Helsinge, men jeg syntes også, at Helsingør var kvælende småt, og mine forældre er hverken tæt på-sindssyge eller homofobe som hendes, men hun skriver mig alligevel tæt på og ind min barn- og ungdoms oplevelse af ensomhed og længsel efter nogen og noget, der ikke var dér; og minder mig om, hvorfor litteraturen også for mig tidligt blev oplysende, lindrende og en vej væk.

Hendes dialoger lever. Hendes atmosfærer fænger. Og man bliver så nysgerrig – hvordan kunne det ende sådan med hendes forældre; hvad var der sket i moderens ungdom; hvorfor slog de så brutalt hånden af deres datter, da hun meddelte, at hun var til kvinder; hvordan kunne de vende og dreje tingene, så man sidder med oplevelsen af, at de levede i et parallelt univers; hvordan kan de retfærdiggøre at udøve så gennemført verbal og følelsesmæssig vold imod deres datter?

For noget var galt allerede inden dét med homoseksualiteten blev præsenteret. Moderen havde vist nok en fødselsdepression. Ja, havde hun egentlig ikke et meget skrøbeligt sind fra barnsben? Fødselsdepressionen var vist Leonoras skyld. Den svære og smertefulde fødsel også. Mormoderen var også ved at dø hele tiden igennem 30 år.

Skyld og skam. Tonstung skyld og skam løber i familiens blod. Og alt det, der ikke tales om, eksisterer ikke. Schyy. Vi lader som ingenting. Hvem er den mærkelige? Hvem er den forkerte og mangelfulde? Hvem er skyldig i, at moderen hele tiden har det så utroligt dårligt? Er det ikke helt retfærdigt, at lille Christina bliver råbt ad af forældrene, fornedret og talt ned til? I stilheden råder gættelegene og angsten. Leonora bærer tidligt en meget tungt kors af skyld, skam og ubesvarede spørgsmål. Et kors hun igen og igen forsøger at smide fra ved at være den gode datter. Er det ikke også hendes skyld, at moderen udvikler den cancer, som hun senere dør af? Det mener forældrene. Det siger forældrene til hende. Det er så absurd.

Hvor moderen var nærmest (dianogsticerbar?) paranoid i sit martyrium, er faderen tæt på at være verdensmester i fortrængninger og fordrejninger. At han åbenbart har stået og skålet til bogreceptionen fuldender oplevelsen af et parallelt univers. At han over hovedet er inviteret vil for mange være lige så forunderligt.

Denne bog er en katharsis. Den inspirer til turde springe ud (også på alle andre måder end fra det homoseksuelle skab); tage konsekvenser; følge sit hjerte, gøre sit på trods, være modig. Jeg forstår nu aggressiviteten og skingerheden. Jeg forstår smerten. At vokse op med tvivlen om, hvorvidt det er én selv eller ens forældre, der er sindssyg, er traumatiserende. Aldrig at have følt sig elsket af sine forældre er lammende indtil det rasende. Som hun skriver, så var det eneste hun kunne mærke af følelser i mange år ‘en knytnæve, der slog sig igennem en mur’. Jeg er glad for, at Leonora Christina Skov i dag virker til at skrevet sig fri med denne bog, for nu kan hendes værk stå frit uden at blive overskygget af forfatterens person.


Udgivet

i

af

Tags: