Kirstine Roepstorff – Renaissance of the Night (Charlottenborg)

Sydfløjen på Charlottenborg er ukendelig. Sand, grus, sten, betonelementer, der tilsammen er en så massiv fysisk oplevelse, at man næsten er i tvivl om, hvorvidt Charlottenborgs gamle gulve kan holde til det hele. Totalinstallation? Oh yes.

Mørket vejer intet i fysisk forstand. Men er en tyngde i os alle. Både individuelt og kollektivt. At have det foran sig, gå ind i det, lade sig omslutte af det, er angstprovokerende for de fleste af os. Det fysiske mørke ligeså vel som det mentale og emotionelle. Vi undgår det som oftest. Og aldrig har der været mere (kunstigt) lys fra lamper, neonrør, led-pærer, reklamer og alskens skærme. Men Roepstorff leder os fra lys ind i mørket.

Sandet, gruset, stenene og de store betonelementer er fysiske, som en forfalden by, en fremtidsdystopi fuld af støv i luften. Det er derude, når man går rundt, mere og mere forsigtigt ind i mørket. Men det går med sansningerne også ind, og sindets murbrokker, grus og sten træder efterhånden frem. Hvor meget støv i luften er der inde i dig? Den meget stærke fysiske og sansemæssige oplevelse bliver en stærk indre.

Men lyset. Lyset kommer igen. Roepstorff leder os fra mørket ud i lyset igen. Måske er sandet, gruset, stenene og betonelementerne alle muligheders byggesten, vi kan jonglere med og skabe verdener af, hvis vi tør mørket? Med mørket kommer langsomheden, forsigtigheden og eftertænksomheden – og er det ikke netop, hvad verden sukker efter?

Måske mørket er en præmis for skabelse og liv? Gå med Roepstorff ind i det. Det er massivt og stærkt. I øvrigt – jeg er sikker på, at gulvet holdet.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Ét svar til “Kirstine Roepstorff – Renaissance of the Night (Charlottenborg)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *