Irriterende og sært opslugende. Irriterende af flere grunde. Mest fordi hovedpersonen Tara, hvis eksotiske navn er en grel modsætning til alt hendes væren og gøren (eller måske netop valgt for at bære frem, hvor fremmed hun er i vores nutidige verden?), er så enerverende hjælpeløs. Det er et mindre mareridt at være holdt fanget inde i hendes tankeverden, hvor alt drejes, gennemtygges og overvejes; og hvor hun moderkærligt og konsekvent tager alt skyld og ansvar på sig.
Som læser bliver man dermed spejlet i Taras gode vilje og selvopofrelse. Der er lidt Idioten over hende. Og det peger direkte tilbage på ens egen manglende godhed. Dét er virkelig knugende og irriterende. Av! Tara er psykisk skrøbelig, svag og samfundet mere og mere råt, og hendes datter, Siri, er tilsvarende grov og hård (muskuløst hårdtpumpet som det billede på samfundet, hun også er). Hvor skamfuldt at sidde og blive irriteret over Taras manglende levedygtighed!
Og endelig er teksten jo irriterende og opslugende, fordi Thorups håndværk jo netop fanger én i noget, der grundlæggende er så ubehageligt.
Thorups historie, og jeg må med skam melde, at jeg aldrig har læst hende før, men forstår, at det er et gennemgående tema, er ikke kun er den personlige historie om en mor og datter, men også historien om forældre og børn, om kærlighedens svære kår i vores mest intime relationer, og samtidigt historien om samfundets forråelse fra 1970´erne og frem til i dag, der netop har gjort kærlighedens kår sværere og sværere. Det personlige og det samfundsmæssige/politiske skrives sammen (der personlige imellem Tara og hendes skiftende mænd og datteren Siri er skrevet, så man selv kan mærke de blottede nerveender!). Tara personificerer velfærdssamfundets tillid og medfølelse gående i hundene. Vi er som individer og som samfund kun blevet mere og mere kyniske.
Thorups bog er – irriterende – lang Men måske dén oplevelse i sig selv er en pointe: det her liv ´r langt. Og det er knugende og svært og voldsomt i vores kynisme, moderne samfund. Men kærligheden er mild, den misunder ikke, bilder sig ikke noget ind, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Som der står i den store bog.
Dét tror Thorup på. Siri er gravid, rund og blød ved bogens udgang. Hun er begyndende troende. Det bør vi også være. Mødre som mennesker. For hvad stiller vi ellers op?
Thorups bog er en irriterende insisterende reminder.