Hvor Marina Abramovic har noget asketisk, transcendent og næsten intetkønnethed over sine performances, har Schneeman en meget mere direkte kødelig kvindelighed, der vil ind og ned i os, i materien med den dens vædsker, safter, bevægelser og former, i livet, i det politiske, i forholdet til manden og verden.
MoMas retrospektive udstilling er stor og fængende. Den viser, hvordan Schneemann (født i 1939) siden 1950’erne (sic!) har undersøgt kroppen, kønnet og kvindens plads i livet og (kultur)historien ved på grænsebrydende måder at bruge sin egen og andres kroppe som afgørende og centralt element i hendes performances (udstillingen viser dog også en række af hendes tidlige maleriet lavet, inden hun vendte sig imod performancekunsten). Med hendes egne ord har hun ‘givet sin krop til kvinderne, så vi kan tage kroppen tilbage sammen’.
Mest kendt er hun formentlig for hendes performance Interior Scroll (1975), hvor hun placerede sig nøgen på et bord og overhældte sig selv med mørk maling. Hun læste hun derefter op fra sin egen bog om Cézanne. Til sidst trak hun en tekstrulle langsomt ud af sin vagina, og læste op fra den undervejs.
Schneemann er for mange i dag (om end hun blev sent anerkendt – først i 90’erne) et kønspolitisk/feministisk ikon. Hendes oevre, der handler om frigørelse, frihed, ejerskab over kvindekroppen, retten til at udtrykke sig seksuelt, er som vist på Moma et meget fysisk, dragende og mærkbart manifest, der kan mærkes helt kropsligt. Skulle den ende i Danmark på et tidspunkt, så er jeg klar til gensyn.