Knastør, stram, skarp og med et elegant lag af mistrøstig humor. Joan Didion har en særegen, knap og sprukken stil. Bogen, der er fra 1970, blev filmatiseret i sin tid med Tuesday Weld og Anthony Perkins i hovedrollerne (jeg har ikke set den).
Scenen er sat i Californien, Las Vegas og Mojave Ørkenen. Maria, en 36-årig model-skuespillerinde, hvis karriere på alle måder er endt, inden den egentlig kom i gang, kører landevejene tynde nat efter nat, for bare at lave et eller andet. Imens hører vi om livet i slut-1960’erne i Californien og filmbranchen; det vil sige glamour, skilsmisser, sex (og afpresninger og misbrug – #metoo er næsten 50 år ude i fremtiden) og drugs. Og om Marias syge datter, neurotiske moder (der vist nok begik selvmord) og en hendes far, ludomanen, der dør undervejs. Og det hele med et underliggende lag af mistrøstig tomhed, tomhed, tomhed på den rigtigt deprimerende måde.
Didion skriver intenst, ordknap prosa. Det er en hård bog, der stadigvæk er vital, der stadigvæk holder, og som stadigvæk siger noget vigtigt og aktuelt om livet, vores samfund og (især) kvindens muligheder som menneske.