Der er en orden. En systematik. Som ikke altid er fremtrædende. Men der er en orden i livet. Og i digtene. I digtene. I digtene. I digtene. I Inger Christensens digte.
Der er en verden. Der er eksistens. Tid der går. Levende kroppe. Liv der svinder. Og død. Og det er fortløbende tydeligt. I digtene. I digtene. I digtene. I Inger Christensens digte.
De er tidsløse. Ordene står i dag lige så stærkt som i 1963, 1969, 1981, 1991 eller hvornår hendes (mester)værker udkom. De er komplekse, og som skrevet indlejret i systematik, men de er ikke svære. De er til at gå til uden videre. Digtene. Digtene. Digtene. Inger Christensens digte.
Ordene og verden i en udveksling. Ord der skaber verden. Verden der viser sig i ord. Det konkrete og formløse. Det tidslige og det uden for tid. Sådan er digtene. Lige hér. Sansende. Tilgængelige. Og alligevel med lag af underliggende væverier af systemer og en svævende tidsløshed.
Det er svimlende god læsning – hvilket allerede er skrevet tusinde gange undervejs og gentaget efter Inger Christensens død i 2009. Nu står det også her. Om Digtene. Digtene. Digtene. Inger Christensens blærede digte.