En sand, oprørende, dramatisk og meget fængslende historie om opvæksten i en familie, der præges af sygdom og død.
Delphine de Vigan (født i 1966) har med bogen skrevet en kærlighedserklæring til sin plagede og skrøbelige moder Lucille (født i 1946), der endte med at tage livet af sig selv (forfatteren fandt hende ´blegblå og askefarvet´) efter at have kæmpet med sindslidelser siden hendes unge år.
Eller er det efter faderens overgreb på hende som teenager? Dét er nemlig den dunkle hemmelighed, der ligger under alle de dramatiske hændelser i familien. Gjorde forfatterens morfar, den humoristiske og smågale, impulsive og sjove, levemanden og optimisten, den vitale Georges sin datter ondt?
Det gjorde han formentlig. Men var det så bare dét. Men det er det ikke. Det er næsten som om, at en forbandelse hærger den store familie med ni børn – én søn drukner da Lucille er otte år, udover Lucille begår to andre børn selvmord og andre måtte leve med bla. depression.
Spejlet i familiedramaet og hendes smukke moders (Lucille blev brugt som barnemodel) kamp imod sig selv (arbejdsløshed, alkoholmisbrug og gentagne tvangsindlæggelser), er det også et forsøg for forfatteren ind i at forstå sig selv bedre – hun diskuterer de løgne og fortielser, der påvirker børn i mange familier, biologisk vs. social arv mv. Delphine de Vigan desuden diskuterer løbende i meget velfungerende afsnit med sig selv og læseren om, hvorfor hun vil fortælle denne familiehistorie og hvordan det kan gøres bedst. Kan man overhovedet fortælle et andet menneskes liv? Må man forsøge? Hvor meget sandhed er der i vores subjektive erindringer?
Delphine de Vigans oprulning af hendes traumatiske familiehistorie fungerer. Der er ikke tale om pinligt-dramatisk dyneløfteri. Det er ikke for privat eller klichéfyldt. Det er god, tankevækkende litteratur.