Claire-Louise Bennet – Dam

20 pudsige fortællinger fra en kvinde, der flytter til den irske vestkyst. Væk. Væk fra byen og jobbet, væk fra familien og veninderne. Og væk fra mænd – selvom de fortsat optager lidt af hendes opmærksomhed. Det er dér, at det hjælper med en drink.

Bennet er sjov. Underfundig. Selvironisk. Sårbar og rørende. Det er små hektiske essayagtige historier fra hendes indre monolog om hendes indre verden og hendes forhold til ting. Blomster. Havrekiks. Grøn blæk. Komfuret. Regnvejret. Solopgangen.

Væk fra livet. Alene. Hvad får så plads? Hvilke fortællingerne fortæller vi om os selv og livet? Alenehedens tomme fylde. Befriende? Truende?

Andre har peget på sammenhængen til Henry David Thoreaus ophold ved og værk om ‘Walden Pond’, selvom Bennet er helt sig selv og tyer til alkohol, mad og sex, hvor Thoreau var ude i et asketisk ærinde.

Impressionistisk. Gennemført. Sært fængende.


Udgivet

i

af

Tags: