Hun er en sej dame, Kraus. Nogle vil formentlig læse hende som kyniker. Andre vil måske betegne hende som nøgtern-realist-med-skilsmisse-i-baglommen og bare generelt ´at odds´ med mainstream America. Andre igen vil opleve, at hun er ret underholdende neden under alle hendes kølige observationer af parforhold, magtmisbrug og akademisk kykleri.
Summer of Hate er en lovestory ligesom I Love Dick var det. Og også denne gang er filmmageren, forfatteren, kunstkritikeren Kraus selv i centrum for handlingen, der udspiller sig i Californien og i New Mexico, hvor Kraus´ alter ego Catt har investeret i en række ejendomme.
Ophøjede artikler om kunst, diskurs-teorier og andet godt fra hendes akademiske liv – og også et mislykket S/M-forhold (hun tænder på at underlægge sig, men dét blev alligevel for meget…) – har fået Catt til at flygte ´tættere på det virkelige USA´ i Albuquerque. Her møder hun Paul, der netop er løsladt fra fængslet.
Det er fra begyndelsen er umuligt forhold. Ligesom det er umuligt for Paul at vride sig ud af juridiske system. Ligesom kunstens stemme efterhånden er umulig at høre i larmen fra den kapitalistisk-kværnende maskine. Ligesom sorte ikke kan komme ud undertrykkelsen. Ligesom de fattige, de syge og de skæve eksistenser ikke har mulighed for et værdigt liv. Ligesom…
Kraus´ nøgterne blik udpensler vanviddet af verden i dag; de Sisyfos-kampe, så mange desværre kæmper; den oplevelse af adskilthed, ensomhed og manglende respekt og værdighed, så mange af os oplever; det voksende gab imellem dem der har og dem der intet har etc.
Krus er en stærk stemme, der virkelig forstår at bruge autobiografisk materiale som fundament for filosofiske refleksioner og politiske afvaskninger.