Bogen er 20 år gammel, men først ude nu på dansk. Den er stadig interessant læsning – og stadig hyperaktuel læsning: for er parforholdet, lysten, intimitetens lykke og udfordringer ikke et eviggyldigt tema? Og fortsat hyperaktuel fordi, at det – av! – vel fortsat ikke er helt legitimt, at en kvinde taler, fantaserer, er liderlig, i tvivl, er svag, er stærk, er fuld af paradokser og alt muligt mere helt out in the open som noget aldeles naturligt og ikke ´for uinteressant intimt´ eller bare ´for meget´. Det var afgjort svært for kvinder at være det i USA i 1997, da bogen udkom derovre. Er det fortsat et tema her i Danmark i 2017? Det er det formentlig, men jeg skal som hvid, middelaldrende, akademisk uddannet, hetero-mand overlade til kvinderne at være kloge på.
Bogens motor: Kraus forelsker sig hovedet-under-armen over en middag i hendes mands kollega, inviterer ægtemanden med ind i fantasierne om kollegaen (hvilket han meget velvilligt er åben over for) og sammen skriver de (ligesom Kraus også skriver alene) mængder af breve til denne sagesløse Dick, der dog slet ikke interesserer sig for den påtvungne menage a trois, hvorfor han ikke besvarer et eneste af alle de mange breve. Forelskelsen og brevene vækker Kraus´ ægteskab og hende selv til live. Det er en levende tekst, en liderlig tekst, en undersøgelse af lyst og længsler og drømme. Den handler også om afhængighed, overgivelse, selvstændighed, kunst og kritik af kunst. Den er selvudleverende, tragisk, stærk, pirrende og også virkelig sjov.