Carol Dweck – Mindset

Livet kan generaliseres på måder, der forfladiger det og gør generaliseringen meningsløs, men nogle gange (videnskabelige undersøgelser hjælper som regel) virker en grov opdeling meningsgivende og noget, man kan blive klog på.

Psykologen Carol Dweck opererer med kun to slags mindset – fixed og grow. Og du vil kunne genkende dig selv begge steder. Det interessante er selvfølgelig, hvor du konkret genkender dig selv – og hvad du evt. vil handle på efter at have fået erkendelser qua læsningen af denne fine bog.

Mennesker med et growth mindset ser deres evner og intelligens som en fleksibel størrelse, der kan øges gennem træning. De er nysgerrige, risikerer gerne, har det godt med udfordringer og er åbne for feedback. Når de møder modgang, går de positivt til det at lære og vokse med opgaven. de ser indsats og anstrengelse som en naturlig del af vejen i mod succes. De bliver inspireret af andres succes og forsøger at lære af dem. De tænker fx ´jeg kan ikke – endnu” og ´det er spændende at prøve noget helt nyt – det vokser jeg af´. De tænker i læring og indsats, og har det med at udvikler sig og lære nyt hele livet.

 

Mennesker med et fixed mindset ser deres evner og intelligens som en rimelig stabil egenskab. De er ret stålsatte i, hvad de kan og ikke kan – og vil helst ikke risikere fejl, undviger udfordringer og undgår feedback om muligt. Når de møder modstand giver de enten op, finder på undskyldninger eller bebrejder andre. De tænker fx ´jeg kan ikke´ og ´jeg er dygtig – jeg klarer det (uden reel indsats)´. De føler sig truet af andres succes. De tænker i rigtigt/forkert og resultater/slut produkt, og håber deres talenter kan føre dem vidt uden for megen indsats og anstrengelse. De har det derfor med at toppe tidligt uden at folde deres fulde potentiale ud.
Den godt fortalte og velresearchede bog indeholder i øvrigt en lang række gode og underholdende cases fra både sports- og businessverden.


Udgivet

i

af

Tags: