En tour de force fra 1930´ernes Paris, hvor den unge Anaïs i (nu ucensureret) dagbogsform fører os ind i hendes levede og emotionelle liv med ægtemanden Hugo og et par elskere på siden, hvor især forholdet til forfatteren Henry Miller og dennes hustru, June, fylder. Først forelsker Nin sig i June, siden i Henry og senere kommer et par flere mænd til. Nin går fx i behandling hos en psykoanalytiker, som hun – selvfølgelig – også indleder en flirt med.
Alting i denne beretning, der først blev udgivet efter både hendes egen og Hugos død – er drejet op omkring lyst, længsler, passion og begær. Alle relationer ses i den optik; alle tankerækker tænkes ud fra det; og alle handlinger udspringer derfra.
Det er passioneret. Levende. Liderligt. Og vildt – især med tanke på, at vi taler om 1930´erne. Derfor er det også modigt. Og samtidigt svært umodent. Nin er svær ikke at læse som selvoptaget, selvmedlidende, selvretfærdig, uansvarlig, forløjet og dramatisk emotionel (også Miller fremstår med narcissistiske træk, imens Hugo – den bedragne ægtemand, den kedelige bankmand, forsørgeren etc. – som den eneste tilsyneladende er voksen).
Det er en udforskning af lyst og etik; af relationers vægt og betydning; af skismaet imellem at være intellektuel og samtidig sårbar (uafhængig fritænker vs. seksuel/følelsesmæssig masochist); og ikke mindst af kønnenes roller. Den er en frisættelse af en kvindes (alle kvinders?) drifter (hvor liderlige måtte kvinder være i 1930´erne? Hvor liderlige må de være i dag?), men mest af alt minder hendes beretning mig om, hvordan lidenskab og lidelse ofte følges ad. De begærlige og emotionelle dybdedyk i begær, emotioner og perversioner lader ingen tilfredsstillede tilbage – og æder store lunser af ´det almindelige´, der ender med ikke at være rigtigt levedygtigt.