Hanya Yanagihara – A little life

Der en stor chance for, at denne bog kryber ind i dit inderste, stjæler dine tanker og foruroliger dig følelsesmæssigt. Den er hård og håbløs. Men den er også velskrevet og strøet med glimt at skønhed og indsigter om livet, der hele tiden blødgør hårdheden og giver håb.

De grundlæggende ting i handlingen er egentlig urealistiske: alle fire venner fra Boston (Malcolm, Willem, Jean-Baptist og Jude), som bogen handler om, får alle skabt sig ualmindelig flotte karrierer efter deres fælles flytning til New York (det giver os dog indblik i New Yorks skånselsløse og konkurrerende stræben uanset om det er blandt kunstnere, advokater eller skuespillere…), alle elsker Jude ualmindeligt trofast og loyalt (både vennerne, hans læge og hans adoptivforældre), og Judes første år i livet (som bogen efter en åben begyndelse efterhånden kredser sig ind om), er … i dén grad ualmindelige. Det hele er reelt for meget (den for megen kærlighed er nok nærmest nødvendig for at afbalancere den for megen smerte..).

Bogen er desuden mørk og trøstesløs. Jeg tænker, at de fleste læsere bliver udfordret på både deres evne til at udstå smerte og forblive medfølende. Dét element er i sig selv en interessant oplevelse.

Alligevel fænger den.

Yanagihara løfter kun langsomt og stykvis slørene for både os læsere og Judes venner (hvorfor er det, at Jude skærer i sig selv?), ofte i en forskudt rækkefølge sådan, at vi læsere ved noget, som de gode mennesker i romanen endnu ikke ved, hvilket er et meget velfungerende greb.

Bag slørene er et barns og ungt menneskes ødelæggelse, så nøgternt og detaljeret dokumenteret, at det aldrig opleves som en bevidst brugt chokeffekt, men som en nødvendighed, for at forstå Jude. Det griber om koldt om rygraden.

Hvor determineret er vi af vores fortid? Hvordan lever vi med mareridt fra barndommen? Kan vi tilgive det værste, vi kan udsættes for? Hvor frie er vi? Hvor meget kan vi elske? Hvad er der at holde fast i, når vi er forladt af Gud? Hvilken smerte skal vi kunne bære for at overleve?

Som læser præsenteres vi for mange vigtige spørgsmål. Til sidst er det mest en befrielse at læse færdigt, for den afkrævede svæven frem og tilbage imellem håb for Jude og de lidelser, man som læser gennemgår med ham, trækkes ud i en provokerende længde. Bogen er kompromisløs og (for?) lang. Men ikke desto mindre forjættende læsning.


Udgivet

i

af

Tags: