Hendes biografiske lige dele fine og oprørende fortælling om hendes forhold til en 17 år ældre kinesisk mand, da hun kun var 14 år. En eskapistisk og ulykkelig affære sat i Fransk Indokina, hvor Duras voksede op.
De ved, at de skal skilles (hun skal hjem til Frankrig; han skal snart indgå i et arrangeret ægteskab), og de har svært ved at mødes helt og rigtigt. Dér lever smerten, de har vi alle oplevelser med (med mindre vi virkelig nægter at være vågne), og Duras beskriver det så flot. Han lider mest, og dulmer sig med opium, mens hendes verden trods ulykkelighed synes at åbne sig af oplevelsen.
Stilistisk er hendes skiften fra jeg-person til historien fortalt i udstrakt hånd om hende/pigen/barnet og ham/manden/elskeren/kineseren meget virkningsfuldt. Denne skiften fra det direkte oplevede til det distancerede tydeliggør netop hendes egne indre skift; skiftene i relationen til elskeren og skift i tid. Uden dette stilmæssige greb havde romanen manglet dens speciel rytme og næppe været så inciterende.