Loading...

Sig dig noget, mand!

Hellere være en blid hakke – frem for en bulldozer!

af Pernille Aalund

“Så sig dog noget MAND” er en bog skrevet af en mand til mænd. (Men det er også en bog, kvinder kan blive klogere af.)

Udkom på Aschehoug aug. 2001.

”Det er balancen mellm den knivskarpe, selverhvervede indsigt, de kærlige, men bestemte opfordringer og de humoristiske guldkorn, der gør bogen absolut holdbar, og kan få os til at sluge nogle kameler.”

– journalist Susse Wassmann i Ekstra Bladet

Bogen er udsolgt!

Det er en rejsebog ind i maskuliniteten, brugbar med råd, redskaber og løfter.

Herligt er det, som flue på væggen, at læse sig indtil det inderste væsen af en mand. Lure fiduser og opleve hvordan I mænd oplever os kvinder. Der er meget at sove på, men endnu mere at stå op til….

Man tror ikke, man kan blive klogere, men det kan man…!!

Nu har jeg, gennem alle årene troet jeg var en attraktiv kloning mellem den Skumfødte Venus og den kvindelig hovedperson i “Borte med blæsten”. Efter, at have læst denne bog, er jeg blevet klar over, at jeg nok nærmere ligger i kategorien: “Bulldozer”.

Og ja, vi tilhører en generation af kvinder, der ganske enkelt er trætte af vatpikke, vi kan selv, vil selv og TØR SELV. Og det går da også ganske fint – lige indtil vi møder den store kærlighed.

I forelskelsesfasen ved vi, med vores kvindelige intuition, at vi skal træde varsomt, være blide, føjelige og eftergivende. For mit eget vedkommende skyldes det måske snarere, at jeg ganske enkelt mister mælet og derfor kun præsenterer en skygge af min sande identitet, og det er tilsyneladende HVAD han så falder for. SYND FOR HAM. For i det øjeblik forelskelsen har lagt sig, lander man på begge fødder i en hverdag, hvor man så IGEN gerne vil have kontrol over tingene. Man hersker med egne meninger og tolererer ikke megen modstand.

Hvorfor dette behov for kontrol?

– Fordi det giver os tryghed –

Vi er kvinder, mødre og døtre. Hvad enten vi har børn eller ej, ligger der en skjult redebygger gemt i os alle, Selvom vi er født ind i et nyt årtusind, er vi stadigvæk dybt primitive. Vi går ikke længere hjemme med børn i skørterne og hjemmebag på forklædet; vi har mange parallelle karriereforløb, og derfor er det nødvendigt, at tingene fungerer omkring os.

Inderst inde savner de fleste kvinder, den styrke en sand maskulinitet kan give os, men når vi så endelig støder ind i et eksemplar af racen og forelsker os, er vi bange for at afgive suveræniteten. Vi har hersket længe – måske FOR længe. Det kan være nødvendigt med en maskinpark, hvis man skal have det til, at fungerer i baghaven, men hvis vi ikke vil bo alene i en grusgrav, skulle vi måske nøjes med en blid hakke!

Bo Heimann kender os! Han har i hvert fald kendt et par stykker. Og selvom han ikke kender os alle, har han brugt mange år af sit liv på, at lære at kende sig selv. Måske er det det der skal til… en rejse tilbage til maskuliniteten. Genopdage glemte kvaliteter, udforske skjulte egenskaber.

Vi skal ikke bankes tilbage til stenalderen, slås ned med en kølle og trækkes ved håret. Vi skal elskes, elske og herske i fællesskab. Det er ikke min opgave som kvinde, at ændre hele min adfærd for, at gøre plads til gårsdagens vatpik, men jeg skal være bevist om egne signaler hvis jeg vil leve “sammen”. Det er mandens opgave, at gøde en grobund for det nye årtusinds maskulinitet, det er i særdeleshed HAM der skal rykke og blive klogere.

Min generation af kvinder kunne så passende, bruge den mellemliggende tid på, at skrotte maskinen og høvle en hakke….


Add Comments