Den buddhistiske tradition, og i det her tilfælde også den tibetanske kultur, kan desværre ikke sige sig fri for forskelsbehandling kønnene imellem. Også hér har kvinderne traditionelt været anset for andenrangs.
Alliones bog er derfor vigtig, for hvordan opleves dét indefra? Hendes lange og stærke indledning til bogens portrætter af seks oplyste kvindelige mestre, er både oprørende og rørende og respektindgydende. Hun deler velfortalt ud af sine egne og andres, konkrete erfaringer som vestlig kvinde med spirituelle inklinationer i en østlig tradition med alt for fremtrædende patriarkalske træk.
Men hun skriver bredere end som så, og får igennem sin egen historie ikke kun fortalt om hendes vej i den tibetanske buddhisme (som man lærer ét og andet om undervejs), men også om den af kristendommen rundede vestlige kultur, hun er opvokset i, og kvindens plads i samfundet fra før til nu.
Allione blev som en af de første vestlige kvinde ordineret nonne tilbage i 1970. Senere opgav hun nonneløftet, og blev mor til tre børn. Bogen skildrer en kvindes udfordringer i begge roller, og er en feministisk opfordring til at tage ansvar.
”Kvinder er nødt til at blive opmærksomme på hvilken praksis, der egentlig virker for os, hvilke metoder der er tilpasset vores energier og vores livssituationer,” skriver hun. ”Vi kan ikke være tilfredse med bare at gøre noget, fordi det skal føre til oplysning eller blindt adlyde lærere. Vi skal observere, hvad der rent faktisk virker.”
De seks portrætter af kvindelige, tibetanske mystikere viser, ligesom hendes egen historie gør det, kvinders potentiale udi erkendelsen af bevidsthedens natur. Den bør inspirere enhver læser – uanset køn.