En bog bestående af ni velskrevne essays om livet, kunsten at tabe, fortabe sig, blive væk, strejfe om, ikke følge strømmen, forsvinde – og om at ville det hele, ikke ville det og blive fundet eller insistere på ikke at blive det.
Solnit taler ikke kun om gamle venner, barndomsminder og sine egne erfaringer, hun inddrager teorier fra kunsthistorien, pointer fra politik, filosofi, scener fra film og andre forfatterskaber, historie og vandringer i naturen. Hun springer rundt, men inspirerer. Hun forvirrer lidt med mellemrum, men giver stor lyst til at læse videre.
Hun kommer på den måde til at indkredse en række vigtige forhold i livet, og ansporer os som læsere til at kontemplere over en række spørgsmål – fx: Hvordan finder vi det, vi ikke kender til? Hvordan giver vi mening til noget i et liv, hvor alt er foranderligt? Hvad betyder fysiske steder for vores indre verden? Hvordan forandrer vores lyst og begær sig?
Vi bliver for lidt væk i vores moderne verden og liv, vi har så meget styr på alle skridt og alle definerede og endemål for øje, at vi sjældent opdager andet, end hvad vi havde tænkt og planlagt på forhånd. En stemme fortæller et sted i bogen: ‘Jeg har aldrig være fortabt i skoven. Engang var jeg dog lidt forvirret i tre dage’. Tre dage? Forestil dig dét! Hvad kunne man ikke lære af det? Om det så var i en skov, i et selskab med andre mennesker eller med sig selv hjemme i stuen – bare være ‘lost’ og undrende, modtagelig og åben…
Vi bør flanere meget mere. I det ydre som i det indre. Måske vi kunne opdage noget afgørende nyt? Solnit er ret godt selskab til en god, lang, lang gåtur uden fastlagt mål, uden for enhver angiven rute.