Lea Guldditte Hestelund – Consumed Future Spewed Up as Present

Det minder om Star Trek eller Månebase Alpha – hvidt, køligt og sterilt. Et rumskib? Handler Hestelunds udstilling om en fremtid langt væk, eller en ret tæt på fremtid med udviklingen inden for AI in mente? Eller er vi dér allerede i dag, hvor den internaliserede disciplin og tugtning af kroppen og dens behov som karrierebevidste arbejdstagere – og mennesker generelt? – er så massiv, at vi reelt er blinde for den?

Vi træder ind i et sci-fi univers af hvide vægge og orange gulvtæppe. Såkaldte ‘carriers’, der minder lige så meget om læderstropper og -mancheter fra S/M-universet som seletøj fra stalden til trællende trækdyr, hænger som var det en garderobe. Måske er det. Måske er det her, at arbejderne (og er det robotter, cyborgs eller mennesker?), møder frem på ‘skibet’, inden arbejdet i det tilstødende rum, hvor marmor-objekterne er bløde og runde som var de menneskedele, men også bundne, hængt op, fikserede og kontrollerede?

Tekststykkerne (der er ‘vidnesbyrd fra fremtiden’ fra arbejdere på ‘skibet’) i Olga Ravns bog, der er en central del af udstillingen, er fremragende, og virker for en bibliopat som jeg som dét element, der for alvor binder dufte, kuliser og objekter sammen.

Er den kompetente og fleksible arbejdstager i dag – er mennesket generelt i den moderne, digitale og mere og mere kropsløse verden – netop ikke er ligne med fysisk passiviserede masochister eller tvungne trækdyr, eller er det først engang i fremtiden?

Hestelund spørger kraftfyldt.


Udgivet

i

af

Tags: